Mark var lige flyttet ind i sin nye lejlighed – en gammel murstensbygning med knirkende trapper, flimrende lys i gangene og radiatorer, der hvæsede højere, end de burde. Men den var billig, og han kunne godt lide charmen.
Men den første nat hørte han det. Et svagt banken i væggene. Først ignorerede han det. »Gamle rør,« mumlede han og vendte sig om i sengen. Men lyden stoppede ikke.
Tap… tap… tap.
Hver nat, omkring samme tid, vendte lyden tilbage. Nogle gange svagt, nogle gange højere, nogle gange bevægede den sig fra den ene side af rummet til den anden. Mark prøvede alt – ørepropper, høj musik, endda at sove på sofaen. Men stadig fortsatte bankelyden.
En nat, frustreret, bankede han på væggen. »Hold op!« råbte han. Til hans store overraskelse stoppede bankelyden med det samme.
Stilheden burde have været betryggende – men det var den ikke.
Den næste nat testede han det. Da bankelyden begyndte, bankede han tilbage. Langsomt. Tre gange.
Bank. Bank. Bank.
Lyden på den anden side gentog det samme mønster.
Mark blev kold om hjertet.
Han ringede til udlejeren næste dag. Den gamle mand sukkede: »Det er en gammel bygning. Rørene laver alle mulige lyde. Vær ikke bekymret.« Men Mark kunne ikke slippe det.
Til sidst lånte han en lommelygte og kravlede ind i det smalle krybekælderrum bag væggene. Støv fyldte hans hals, spindelvæv strejfede hans hud. Bankelyden blev højere, jo tættere han kom.
Og så så han det.
Ikke rør. Ikke gnavere.
Et lille, skjult rum mellem væggene – med en madras, gamle mademballager og papirskrot spredt ud over gulvet. Nogen havde boet der.
På et af papirerne stod der med rystende håndskrift: »Jeg kan også høre dig.«
