Det ville blive den mest romantiske aften i deres liv. Michael havde planlagt dette øjeblik i månedsvis. Han inviterede alle sine nærmeste venner, familie og endda kolleger til en luksuriøs restaurant i byens centrum. Atmosfæren var elektrisk – stearinlys flimrede på alle borde, en violinists bløde toner fyldte luften, og alle hviskede og gættede allerede på, hvad der skulle ske.
Emily, hans kæreste gennem fire år, anede intet. Hun troede, det bare var endnu en middagsselskab. Hun lo, nippede til sin vin og var helt uvidende om den fløjlsforede æske, Michael gemte i sin lomme. Hans hænder rystede under bordet, ikke af nervøsitet over selve frieriet, men af spænding ved tanken om endelig at kunne kalde hende sin forlovede.
Da desserten blev serveret, blev lyset dæmpet. Michael rejste sig, rømmede sig og rummet blev stille. Alle øjne var rettet mod ham. Emily blinkede forvirret, da han tog den lille sorte æske ud af sin jakke og sank ned på et knæ. Overraskelse fyldte luften, og flere kvinder foldede hænderne og begyndte at græde.
»Emily,« begyndte Michael med skælvende stemme, »du er mit livs kærlighed. Den person, jeg vil blive gammel sammen med. Vil du gifte dig med mig?«
Rummet eksploderede i jubel, før Emily overhovedet nåede at svare. Hendes venner tog deres mobiltelefoner frem og filmede øjeblikket, smilende som om det var deres egen forlovelse. Michael rakte diamantringen frem og ventede på det »ja«, han havde drømt om.
Men i stedet for at græde af glæde frøs Emily fast. Hendes smil forsvandt. Hun kiggede rundt på de snesevis af ansigter, der stirrede på hende – hendes forældre, hendes kolleger, endda hans familie – alle ventede. Hendes læber dirrede, men der kom ingen lyd ud.
Michael hviskede: »Sig ja.«
Emilys øjne fyldtes med tårer. Endelig talte hun, hendes stemme var knap hørbar, men stadig skarp nok til at trænge igennem musikken.
»Jeg… kan ikke.«
Hele rummet faldt i chokeret stilhed. Gaflerne standsede i luften. Telefonerne blev sænket. Violinisten holdt op med at spille.
Michaels hånd hang i luften, og ringen glinsede under lysekronen. »Hvad mener du med… du kan ikke?« spurgte han med brudt stemme.
Emily rystede på hovedet, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. »Jeg elsker dig, men ikke nok til at gifte mig med dig. Ikke på denne måde. Ikke nu.«
Hendes ord ekkoede gennem restauranten, og stilheden var øredøvende. En tjener snublede og tabte næsten en bakke. Hans mor gispede højt, og nogen bagved mumlede: »Åh gud.«
Michael blev siddende på det ene knæ, hans ansigt blegt. Emily rejste sig, hendes stol skrabede mod gulvet, og uden et ord løb hun ud af restauranten. Døren smækkede bag hende og efterlod hele lokalet i chok.
I lang tid rørte ingen sig. Aftenen, der skulle have været fyldt med kærlighed, var blevet til noget, ingen nogensinde ville glemme. Michael rejste sig langsomt, hans hånd stadig knyttede om den uåbnede ringæske. Hans drøm var blevet knust foran alles øjne — og stilheden i rummet fortalte ham, at den ville hjemsøge ham for evigt.
